Som premierminister for Storbritannien har Theresa May nok hele tiden haft ansvaret for landets retning i forhandlingerne om brexit.
Men at hun nu for alvor sætter sig for bordenden, vidner om, at hun står fast på den linje, der er lagt.
Det mener Ole Helmersen, der er lektor med speciale i moderne britisk politik ved CBS. Det er ifølge ham et signal om, at nu sidder "mor" for bordenden.
- Hun tager ansvaret for den kurs, som hun har lagt med sin regering, der stadig står som en enig regering - på trods af at to toneangivne tidligere ministre har trukket sig.
- De to nye, hun har udpeget, står, som det er nu, bag den kurs, hun har lagt. Altså den lidt bløde kurs, som Theresa May lægger op til, siger Helmersen.
May har tirsdag meddelt, at hun selv vil tage roret i landets skilsmisseforhandlinger med EU.
Hidtil har det været brexitministeren, der har forhandlet i Bruxelles. Han bevarer dog ansvaret for Storbritanniens hjemlige forberedelser til brexit.
- Det bliver en mere samlet forhandling på den måde, at det nu er chefen, der sidder for bordenden, siger Ole Helmersen.
Den tidligere brexitminister, David Davis, der tidligere stod for forhandlingerne med EU, forlod sin post, da han var uenig i Mays bløde kurs. Kort efter forlod også udenrigsminister Boris Johnson sin post på samme grundlag.
Ifølge lektoren er Mays udmelding også et signal rent indenrigspolitisk om, at hun har lagt sig fast på en kurs. Dem, der er utilfredse, må udfordre hende, lyder det.
- Det kan gå godt. Men hun kan også risikere, at der er nogle i hendes bagland, der siger, at det her er for meget centralisering.
- De kan tænke, at når hun sidder for bordenden, så er alle drømme, som de mere hårde brexitfortalere måtte have, ved at fordufte.
Det kan provokere dem til at forsøge at starte et oprør, påpeger Ole Helmersen.
- Men jeg tvivler dog på, at de har styrkerne til det.
En anden grund til, at May overtager forhandlingerne, har noget at gøre med tidspres. Efter planen forlader Storbritannien EU 29. marts 2019 ved midnat.
Er parterne ikke blevet enige om skilsmisseaftalen og har tegnet konturerne af det fremtidige forhold, risikerer det at ende uden en aftale.
Det er der ikke nogen, der har lyst til, vurderer Helmersen.
/ritzau/