Med hygge foran pejsen og måneskinsture i den knitrende sne lægger skiferier op til masser af romantik. Men hvad gør man, hvis man ikke har én at køre i hånd med i skiliften?
Det problem løser en hjemmeside nu for dig. På www.ski-bunnies.com er det nemlig muligt at finde en pige at dele ferieoplevelserne med. De såkaldte ski-bunnies er tjekkiske, elsker champagne og er vilde med at stå på ski, og for den nette sum af 3.750 euro - godt 28.500 danske kroner, kan du få en uge i sneen med din helt egen ski-kanin. Oven i det beløb kommer alle øvrige udgifter til selve rejsen, mad og eventuelt skiskole, hvis din ski-kanin ikke er driftsikker på brædderne.
Men så er der også næsten garanti for en god ferie, og der er ingen grund til at skrue ned for forventningerne:
»I løbet af opholdet vil ski-kaninen kun fokusere på dig. Hun vil stå på ski med dig, spise med dig og feste med dig. Ski-kaniner elsker at have det sjovt - behandl dem pænt og repektfuld, så kan de forvandle din skiferie til en ferie med sjov, fornøjelse og romantik,« står der på hjemmesiden.
Beløbet for at leje en ski-kanin dækker udelukkende samværet med pigen og inkluderer ingen seksuelle ydelser. Men skulle der opstå en romance på toppen af bjerget, så er det et valg to voksne mennesker træffer, står der yderligere på hjemmesiden.