Rygterne svirrer på Christiansborg, om at den nyfyrede kommunalordfører for Venstre, Leif Mikkelsen, skulle være på vej til at skifte parti til Liberalisterne, der forsøger at komme i Folketinget.
Og med noget, der minder om et tilbud om formandsposten, tilbyder formanden for Liberalisterne, Torben Mark Pedersen, nu Leif Mikkelsen en plads i partiet. Leif Mikkelsen blev fredag fyret som kommunalordfører for Venstre, efter at han offentligt har kritiseret beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Torben Mark Pedersen har ikke selv været i kontakt med Leif Mikkelsen, men siger:
»Hvis han overvejer det, skal han være hjertelig velkommen. Venstre er jo ikke længere et parti for liberalister. Så det er klart, at på et tidspunkt må partiet brække midt over.«
Kan du tilbyde ham din formandsstol?
»Mit mål har hele tiden været at finde kendte frontfigurer, så det er absolut ikke givet, at jeg skal være formand. Det vigtigste er, at vi kommer i Folketinget,« siger Torben Mark Pedersen.
Men det bliver der ikke noget af, idet Leif Mikkelsen fuldstændigt afviser over for Nyhedsavisen, at han skulle overveje at skifte parti til Liberalisterne.
»Det kan jeg love dig for. Jeg har ikke engang tænkt tanken,« siger han, der hellere vil true med at blive end true med at gå.
»jeg føler mig så blå, som man næsten kan blive«.
Men er der plads til de blå (liberale, red.) i Venstre?
»Altså
vi har lige i tiden sådan et hæve/sænkeloft for debatten i Venstre.
Lige i øjeblikket er loftet på krybekælderniveau, men Venstre er mit
parti, og der er en tilværelse uden at være kommunalordfører,« siger
Leif Mikkelsen.