Det Engelske Fodboldforbund (FA) har afvist Leicesters appel mod det røde kort, som angriberen Jamie Vardy modtog i lørdagens Premier League-opgør mod Stoke.
Den 29-årige engelske landsholdsangriber skal dermed afsone en karantæne på tre kampe.
Karantænen træder i kraft med det samme, og det betyder, at Jamie Vardy går glip af kampene mod Everton, West Ham og Middlesbrough.
Jamie Vardy blev sendt tidligt i bad med et direkte rødt kort efter en tackling på Stoke-spilleren Mame Biram Diouf efter 28 minutter ved stillingen 0-0.
Kendelsen var dog kontroversiel, fordi det så ud som om, at Jamie Vardy gik efter bolden, men kom ud af balance i høj fart.
Leicester-angriberen fik et skub af Stoke-backen Glen Johnson og forsøgte glidende at ramme bolden, men kom også med voldsom fart ind og fik kontakt med Mame Biram Diouf.
Det medførte marchordre til Jamie Vardy trods voldsomme protester fra Leicester-spillerne.
Efter det røde kort kom Leicester bagud 0-2, men endte med at spille uafgjort 2-2 trods en spiller i undertal.
/ritzau/