En del af Miniland i Legoland er natten til onsdag brændt ned.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ifølge avisen havde branden fat i en del af udstillingen, som forestiller en havneby.
- Det er smeltet til jorden. Dele af udstillingen er i hvert fald væk, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Wind.
Han tilføjer, at fordi Legoklodserne er lavet af plastik, var der megen røgudvikling.
Det var netop røgudviklingen som fik nogle forbipasserende til at slå alarm klokken 04.04.
Ifølge vagtchefen har der ikke været fare for, at branden ville sprede sig. Samtidig har det afhjulpet, at selve udstillingen indeholdt en del vand.
Årsagen til branden mistænkes, at være en kortslutning.
- Vi kan se på videoovervågningen, at ilden opstår et bestemt sted - i en bil eller lastbil - og der er ikke anden aktivitet på det tidspunkt. Så vi er rimelig sikre på, at der må være tale om en kortslutning, siger Kasper Tangsig, pressechef i Legoland, ifølge Ritzau.
Miniland er den del af Legoland, hvor man kan se vartegn fra hele verden i miniaturestørrelse bygget af legoklodser.
Legoland vil gennemgå elinstallationerne i Miniland de kommende dage.
Pressechefen siger også, at medarbejderne er triste over branden, og at den kommende tid skal bruges på at gøre rent og rydde op efter branden.
Det er endnu uvist, om Legoland vil forsøge at retablere området, som det så ud inden branden, eller om der er skal bygges nyt.