Det var slet, slet ikke som det plejede at være i Legoland lørdag eftermiddag og aften. I stedet for et godt humør, måtte mange børn gå grædende fra parken, da Legoland måtte lukke portene, fordi der kom flere gæster end ventet.
- Vi købte billetter til dagen i forsalg for tre uger siden. Min kone og jeg havde lovet vores seksårige guddatter, at hun skulle se Rasmus Seebach i Legoland. Men vi blev ikke lukket ind, siger en af de skuffede gæster, Thomas Schmolke fra Christiansfeld.
Han havde hørt, at tilstrømningen til Legoland var stor, og at portene var blevet lukket:
- Men vi havde jo billetter. Så jeg var da helt sikker på, at vi kom ind. I stedet måtte vi køre omkring McDonalds med en meget, meget skuffet guddatter. Og jeg tror, jeg så de første 50-100 grædende børn ved Legoland, der ikke kom til koncert, siger han.
Henrik Höhrmann, der er direktør i Legoland, er da også ked af, at så mange måtte køre forgæves til Legoland, der lørdag aften kunne servere en buket af danske popmusikere til de gæster, der var heldige at komme ind.
- Det er første gang, vi i 44 år måtte lukke portene, fordi der var for mange gæster. Og jeg ved godt, at der er gået børn grædende fra Legoland, og gæster der er meget sure på os. Vi er mega, mega kede af det, siger han og fortsætter:
- Vi skal lære af det her. Men at man har forudkøbt en billet er ikke ensbetydende med en reservation. Det betyder kun, at man springer køen ved billetlugen over. Vi ved, hvor mange der har forkøbt billetter. Men i dag kom der altså flere på dagen end normalt.
Folk med billetter får deres penge tilbage og en tur i Legoland med familien til halv pris. Er man kommet langvejs fra skal man kontakte Legoland på mail og skrive, hvad man har haft af udgifter.
- Vi vil så behandle hver eneste henvendelse, siger Henrik Höhrmann.
Ud over Rasmus Seebach spillede Burhan G, The Storm, Outlandish, Joey Moe og MGP-vinderne 2012 i Legoland lørdag aften.
/ritzau/