En kvindelig kemiker, en dinosaurus-forsker og en astronom. Det er LEGO's bud på en ny serie, hvor kvinder ikke bare skal være sådan nogle, der bliver forsørget af manden, imens de selv tager en shoppetur eller solbader. Det skriver DR Trekanten.
Der har tidligere været en del kritik af LEGO for at være for stereotypt og sexistisk. Blandt andet er kritikken gået på, at der har været mange flere mænd end kvinder blandt figurerne.
Bag den nye serie står Ellen Koijman, en kvindelig forsker og Lego-fan. Hun synes, at der manglede nogle kvinder i spændende job.
Ifølge LEGO's kommunikationschef Charlotte Simonsen handler den nye serie dog ikke om, at Lego har gjort noget forkert tidligere.
- Når vi nu laver denne serie, så er det ikke et svar på kritikken. Men det virker jo som om, der er stor efterspørgsel, og derfor er der jo en god grund til at sætte det på markedet, siger hun.
Kilde: DR Trekanten