Lego Group løfter nu sløret for et af de mest ambitiøse filmsæt til dato. Nu præsenteres Lego Icons The Lord of the Rings: Minas Tirith med sætnummer 11377 – en hyldest til 25-året for Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens episke fortælling.
Sættet består af hele 8.278 klodser og gengiver Gondors hvide by i en kombination af mikroskala-bybillede og detaljerede interiørscener i minifigur-skala, blandt andet tronsalen i citadellet. Med følger ti minifigurer, herunder Gandalf den Hvide, Aragorn som Kong Elessar, Arwen, Faramir, Denethor og Peregrin Took, samt hesten Shadowfax.
Prisen lander på 579,99 pund, 649,99 euro eller 649,99 dollar, hvilket svarer til omkring 5.300 danske kroner. Dermed bliver Minas Tirith et af de dyreste filmrelaterede sæt i Lego-sortimentet.
Medlemmer af LEGO Insiders får tidlig adgang fra den 1. juni, mens den brede udgivelse følger den 4. juni.
Sættet er udviklet i samarbejde med Warner Bros. Discovery Global Consumer Products og er ifølge Lego det hidtil største og mest detaljerede Ringenes Herre-sæt nogensinde. Filmtrilogien havde premiere i 2001 og blev et af de største filmeventyr i nyere tid.