Lego er i disse uger i gang med en kæmpe fyringsrunde. Det er flest kontoransatte, som får fyresedler med hjem, oplyser Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk.
Lego varslede allerede i september en omfattende fyringsrunde på 1.400 ansatte globalt og 500-600 ansatte herhjemme.
Dog ser tallet nu ud til at være mindre, og herhjemme ser det ud til, at der ryger 30-130 stillinger færre end de første tal fra Lego.
Det skriver Finans.
Fyringsrunden skyldes den faldende omsætning og dermed et dalende overskud. Legetøjsanalytikere og butikker har inspiceret sagen og er kommet frem til et faldende salg af Legos verdenskendte Star Wars modeller og figurer, som virkelig har skåret et hul i Legos omsætning.
Lego har ihærdigt forsøgt at udgive nye produkter der potentielt kunne kompensere for det dalende salg af Star Wars produkter, nyligst temaet "Lego Marvel Super Heroes".
Det verdenskendte danske firmas omsætning er faldet med fem procent i det første halvår af 2017. Men de skal nok udligne faldet her i de kolde måneder, mener de mest optimistiske analytikere, der blandt andet argumenterer med kommende begivenheder som Halloween, Black friday og julen.