Mindst en hel generation husker navnet Sir David Attenborough, men den legendariske britiske naturhistoriker og tv-vært drilles selv nogle gange af hukommelsen.
Sir David Attenborough bliver 91 år 8. maj og fortæller ifølge BT i et interview med engelske The Telegraph, at han under en tur til Jurabjergene ikke kunne komme i tanke om, hvad det var for nogle gule marker, han passerede.
- Det var først, da vi kom tættere på Geneve, at jeg kom i tanke om, at det selvfølgelig var raps, fortæller Sir David Attenborough i interviewet.
Attenborough og teknologi
Den aldrende tv-vært gør ellers en del for at holde hjerne og viden opdateret og frisk. Blandt andet er moderne tekonologi en del af hans hverdag.
- Når det kommer til at lave tv-programmer, vil jeg gerne tro, at jeg ved, hvad det nyeste gear er, og hvad morgendagens nyeste gear er, siger David Attenborough, som dog ikke er meget for digital kommunikation.
Mr. "Life on Earth"
David Attenborough er tonet frem på alverdens tv-skærme gennem mere end 50 år og er måske mest kendt for at skrive og præsentere de ti afsnit af den skelsættende "Life on Earth" fra 1979.