Den mangeårige journalist og redaktør på Ekstra Bladet Rud Kofoed er død, 74 år gammel. Han døde søndag af et hjertestop, oplyser Ekstra Bladet.
Rud Kofoed blev ansat på Ekstra Bladet i 1969 og satte gennem årene sit markante aftryk på avisens underholdnings-journalistik. Først som journalist og fra 1986 og frem til sin pension som redaktør.
- Rud havde det bedste kildenet blandt de kendte. Han var tæt på Simon Spies og senere Janni. Han var altid smilende, og måske var det derfor, at de kendte altid betroede sig til Rud om nye kærester, skilsmisser og gav ham alle detaljer omkring deres kæres død og egen sygdom, lød det i en mail fra Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen til de ansatte på avisen.
Poul Madsen skriver også, at Rud Kofoed aldrig stoppede med at skrive til avisen, og så sent som i sidste uge skrev han en nekrolog over sin tidligere kollega Karen Thisted, som mandag døde i sit hjem.
Rud Kofoed efterlader sig en kone, to døtre og et barnebarn.