Den karismatiske forsanger Annisette fra det legendariske band The Savage Rose er blevet syg.
Sygdommen betyder, at bandet måtte aflyse den planlagte koncert på Open Air Scenen ved den igangværende Tønder Festival.
Bandet skulle have været på scenen torsdag, men festivalen oplyser på hjemmesiden, at bandet sendte følgende besked torsdag morgen: "Det er med stor, stor beklagelse, at The Savage Rose ser sig nødsaget til at aflyse aftenens koncert på Tønder Festival. En koncert bandet havde glædet sig til at spille i over et år. Desværre er Annisette blevet ramt af sygdom og er ikke i stand til at gennemføre koncerten".
Den amerikanske musiker Parker Millsap gik på scenen i stedet for det populære rockband.