Casper Ankergren blev efter sin ankomst til Leeds på en lejeaftale fra Brøndby i januar førstemålmand i den engelske klub. Og nu tyder meget på, at lejeaftalen, der udløber til sommer, kan blive af mere permanent karakter.
I hvert fald har Leeds lejet klubbens normale førstemålmand, 37-årige Neil Sullivan, ud til Doncaster med besked om, at han ikke får forlænget sin kontrakt, der ligeledes udløber til sommer.
Det kan åbne for et permanent klubskifte for Casper Ankergren.
»Jeg har ikke snakket med Dennis (Wise, red.) om, hvad det kommer til at betyde for mig, men man kan da godt sige, at det er et skulderklap. Neil har dog ikke været i truppen de seneste kampe, så jeg tror ikke, det betyder det store for min situation,« siger Casper Ankergren til bold.dk.
Ankergren har således stadig ikke snakket med klubben om, hvad fremtiden bringer, når lejekontrakten udløber til sommer.