Man kan arbejde på et bibliotek, lægge tag på højhuse eller passe børn. Nogle jobs er mere farlige end andre. 47-årige Sean Thomas McGuinness fra Florida havde et af de mere farlige af slagsen.
Han samlede frisbees (flyvende plastic-tallerkener) op fra en sø, som er beboet af alligatorer. Det kostede ham til sidst livet. Han blev for nyligt fundet – eller resterne af ham – for han manglede begge ben og en arm. De såkaldte park rangers i naturområdet Taylor Lake i Largo, Florida konstaterede hurtigt, at Sean var blevet overfaldet og dræbt af alligatorer.
Tæt på søen var der en frisbee-klub, og ofte fløj de lidt kostbare flyvende tallerkener ud i søen, så den hjemløse mand vadede tit ud og fandt dem på bunden af søen tæt på kanten. Nogle gange svømmede han ud og dykkede efter dem.
Det lokale politi havde ofte smidt ham væk, da det ikke ligefrem var hverken sikkert eller lovligt at vade ud i den alligatorfyldte sø.
Frisbees fra den lokale frisbee-klub endte i søen og udgjorde lidt penge til staklen Sean, men det var et farligt job. Gbasesport.dk
I slutningen af april, blev han meldt savnet, og forleden fandt man så de sørgelige rester af frisbee-samlerens krop.
Sean Thomas McGuinness havde så vidt vides ikke noget familie, og han boede indtil for nyligt hos en ven, Ryan McKinley, som blev nødt til at smide ham ud, da en kræftsygdom ramte Sean og han blev ustabil. - Jeg kunne ikke have ham boende mere, men det piner mig nu, hvor han er død, fortæller Ryan til lokale medier.
Alligatorer er ikke nær så aggressive som krokodiller, men de lader heller ikke et åbentlyst måltid gå forbi deres store gab, når det byder sig til.