Antallet af danskere i ledighedskøen stiger fortsat, men ikke så hurtigt som før.
I tredje kvartal var der 180.000 ledige personer i arbejdskraftundersøgelsen (AKU), og det er blot 3.000 flere end kvartalet før.
Dermed er AKU-ledigheden steget til 6,1 pct. af arbejdsstyrken, oplyser Danmarks Statistik.
I forhold til den kraftige stigning i årets første halvår er stigningen i AKU-ledige bremset op i tredje kvartal. I første halvår af 2009 steg AKU-ledigheden med næsten 60.000 personer.
En AKU-ledig er en person uden beskæftigelse, der aktivt søger job eller har søgt at starte selvstændig virksomhed inden for de sidste fire uger.
AKU-ledigheden giver som udgangspunkt et bedre billede af, hvor mange som står til rådighed på arbejdsmarkedet, end de officielle ledighedstal, der opgøres som forsikrede ledige med dagpengeret og ledige kontanthjælpsmodtagere.
Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, siger i en kommentar til tallene, at det er glædeligt, at ledigheden ikke stiger så hurtigt som tidligere.
"Vi kan håbe på, at det er en blivende tendens, men det skal siges, at ledighedsopgørelser hen over sommerferien er en lille smule usikre," siger han til TV 2 News.
Han forventer derfor stigende ledighed også i 2010.
I morgen kommer der officielle ledighedstal og her ventes det, at ledigheden stiger fra 4,1 pct. i september til 4,3 pct.
Ifølge de officielle tal var der 113.500 ledige i september, mens der ifølge arbejdskraftundersøgelsen er 180.000 ledige herhjemme.