Der blev 1200 flere ledige i maj måned. Det viser den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Antallet af bruttoledige steg fra 115.200 til 116.400 personer. Ledighedsprocenten er dog fortsat uændret på 4,3 procent.
Arbejdsløsheden er den seneste tid steget en anelse. Men indtil nu har det mest skyldtes, at flere personer på integrationsydelse er blevet vurderet til at kunne tage et arbejde og derfor talte med i ledighedsstatistikken.
Danmarks Statistik bemærker dog, at maj måneds ledighedsstigning ikke kan forklares med, at flere personer på integrationsydelse vurderes at kunne tage et arbejde.
Ifølge Danmarks Statistik udgjorde denne gruppe kun 50 personer i maj, og der er altså tale om en reel stigning i antallet af bruttoledige.
Cheføkonom ved Arbejdernes Landsbank Signe Roed-Frederiksen mener, at det er for tidligt at afblæse jobopsvinget.
- Bruttoledigheden kan svinge markant fra måned til måned og samlet set peger de seneste data på, at både væksten og jobopsvinget i Danmark er i god behold, siger hun.
- Spørger man virksomhederne om deres forventninger, så regner de i gennemsnit med at ansætte flere de kommende måneder ikke færre.
Heller ikke Erik Bjørsted, cheføkonom ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener, at dagens tal er udtryk for, at festen på arbejdsmarkedet er ved at ebbe ud.
- Beskæftigelsen, som er den vigtigste vejrhane, vokser nemlig fortsat rigtig pænt. Arbejdsløsheden ventes at falde igen omend ikke så kraftigt. Det skyldes, at arbejdsstyrken samtidig forøges markant de kommende år, siger han.
Og netop fordi der fortsat skabes mange job i Danmark, siger underdirektør i Dansk Industri Steen Nielsen, at ledigstallet tyder på, arbejdsmarkedet er ved at nå det punkt, hvor der ikke kan hentes ret mange flere ledige ind til de nye job.
Arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv, Peter Halkjær, mener, at ledighedstallene giver anledning til mindre panderynker.
- Udviklingen i ledigheden er en trist affære midt i en tid, hvor virksomhederne opretter nye stillingsopslag på stribe, hvoraf godt hver femte ender med ikke blive besat på grund af mangel på kvalificerede ansøgere, siger Peter Halkjær.
/ritzau/