Det danske arbejdsmarked er i god form, viser tal fra Danmarks Statistik.
Samtidig med, at antallet af beskæftigede vokser, falder bruttoledigheden også.
Sæsonkorrigerede tal, der er offentliggjort fredag, viser, at der var 2000 fuldtidspersoner færre uden arbejde i januar sammenlignet med december.
Det betyder, at ledighedsprocenten falder et nøk og nu udgør 4,1 procent.
Det er sjette måned i træk, at bruttoledigheden falder. Det er sket med 1800 personer i gennemsnit i en periode, hvor beskæftigelsen er steget med omkring 4000 personer om måneden.
- Omtrent halvdelen af de personer kommer altså fra ledighedskøen, mens den anden halvdel er en stigning i arbejdsstyrken via blandt andet arbejdskraft fra udlandet.
- Man kan sige, at beskæftigelsen stiger med fuld fart, mens ledigheden falder med halv fart. Det er ganske fint. Det forlænger løbetiden på opsvinget, skriver Jyske Banks cheføkonom Niels Rønholt i en analyse af tallene.
Og selv om ledigheden nu nærmer sig den hidtidige bundrekord siden finanskrisen, der blev sat i sommeren 2016, er Nykredits cheføkonom, Tore Stramer, ikke bekymret.
Han hæfter sig ved, at beskæftigelsen er steget med knap 50.000 personer det seneste år i en periode, hvor ledigheden kun er faldet med 3000.
- Det er super vigtigt. Det viser, at ledigheden på ingen måde har ramt et uholdbart lavt niveau.
- Der er kort og godt ikke tegn på en bred mangel på arbejdskraft, der kan sende dansk økonomi ud i en akut overophedning, skriver han i en kommentar.
Det er ifølge Danmarks Statistik særligt personer på integrationsydelse, der bidrager til faldet.
Som følge af en ny praksis blev de fra midten af 2016 i højere grad end tidligere erklæret jobparate.
Det medførte i første omgang en teknisk betinget stigning i ledigheden, som dog efterhånden er ved at fortone sig, fordi flere fra denne gruppe kommer i arbejde.
/ritzau/