Det er forbundet med stor begejstring og lettelse at bestå den sidste og afgørende eksamen på en erhvervsuddannelse. Men glæden varer kort i disse år. For rekordmange nyuddannede indleder karrieren med en længere arbejdsløshedsperiode.
Blandt de unge, der afsluttede deres erhvervsuddannelse i 2011, trådte hver syvende direkte ud i mindst et halvt års ledighed, skriver Ugebrevet A4 onsdag.
Antallet af ledige nyuddannede er dermed fire gange så højt, som da finanskrisen indtraf i 2008.
Hver tredje af alle nyuddannede, der er ramt af mindst et halvt års ledighed, er unge faglærte. Og det er rekord. Sidst ledigheden toppede i 2003, var det kun hver fjerde ledig nyuddannet, der var faglært.
Senioranalytiker hos Arbejderbevægelsen Erhvervsråd Mie Dalskov Pihl bekræfter, at ledigheden især er koncentreret omkring erhvervsuddannede.
- Samtidig ser vi, at akademikerledigheden ikke er værre i dag end i 2002 og 2003, hvor vi sidst havde krise, men for de faglærte er det all time-high. Aldrig er så stor en andel af faglærte gået direkte ud i ledighed, siger Mie Dalskov Pihl til Ugebrevet A4.
Dansk Metal kæder den store ledighed blandt de faglærte sammen med de store industriarbejdspladser, som Danmark har mistet de seneste år.
- Industrien har mistet 50.000 til 100.000 arbejdspladser, og det er en masse steder, hvor man tidligere ansatte folk efter endt uddannelse, fortæller leder af Dansk Metals a-kasse, Torben Poulsen.
- Lindø Værftet for eksempel, men også andre store virksomheder. De arbejdspladser er der ikke længere.
A4 oplyser, at de nyuddannede pædagogiske assistenter, den såkaldte Pau-uddannelse, er hårdest ramt af alle faggruppe.
Her indledte godt her tredje, som blev færdig i 2011, erhvervskarrieren med at være arbejdsløs i minimum et halvt år.
/ritzau/