Krisen i byggesektoren kan nu på alarmerende vis aflæses i statistikken for langtidsledige.
Mest bemærkelsesværdigt er tallene for langtidsledige tømrere. Her er antallet steget med ikke mindre end 1.486 procent.
I september 2008 var der kun 95 langtidsledige tømrere. Det tal var i samme måned i år 1.507 personer, skriver Ugebrevet A4.
"De fleste håndværkere har prøvet at gå ledige i kortere perioder og er vant til at klare det. Men når ledigheden varer et år, så ruster kvalifikationerne, og troen på sig selv kan nemt dale," siger Lars Andersen, der direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Tallene for andre faggrupper inden for byggesektoren er næsten lige så kedelige.
Fra 41 til 574 ledige elektrikere, fra 55 til 623 ledige murere og malere og fra 141 til 1.524 langtidsledige smede på blot to år.
Især de nyuddannede har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
"Jo længere tid der går, før man kommer i gang som svend, jo sværere får man ved at komme til at arbejde inden for sit fag," påpeger Otto Nielsen, der er a-kasseleder i TIB, Forbundet Træ-Industri-Byg, til ugebrevet.