Ledige, der inden for seks uger starter i job, skal ikke længere indkaldes til samtale i jobcentret eller deltage i aktivering.
Det samme gælder ledige, som snart skal på efterløn, barsel, fleksydelse eller pension.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har netop fremsat et lovforslag, som fjerner pligten til at møde personligt op til samtaler i jobcentret eller a-kassen og deltage i aktiveringstilbud, når det ikke tjener noget formål.
Reglen gælder også for sygedagpengemodtagere, der inden for seks uger ventes at blive fuldt raskmeldt og være på vej tilbage i job eller gå på barsel.
"Vi skal ikke aktivere for aktiveringens skyld," siger Mette Frederiksen.
"Hvis ledige er på vej i et job eller på f.eks. barsel eller efterløn, giver det ikke mening, at de skal møde op til samtaler i jobcentret og sendes i aktivering. Alle gode kræfter skal i stedet sættes ind, så det tjener det klare formål at få ledige i arbejde eller i gang med en uddannelse," siger beskæftigelsesministeren.
Lovforslaget udspringer af den brede politiske aftale fra maj 2011 om at afbureaukratisere beskæftigelsesindsatsen og ventes at træde i kraft 1. juni i år.