Ledige mænd inden for industri og håndværk skal puffes over i kvindedominerede fag, hvor der mangler hænder.
Det mener ligestillingsminister Manu Sareen (R), der vil have udsatte mænd på dagsordenen, når Danmark overtager EU-formandskabet 1. januar. Det skriver Politiken.
"Vi begynder at få en masse drenge og mænd, der falder fra på alle muligemåder. De falder fra på uddannelsesstederne, og deres arbejdspladser bliver outsourcet. Noget, man kan gøre, er jo at omskole mænd til kvindefag som sosuassistenter, sygeplejersker og børnehavepædagoger, og det er klart noget af det, vi skal i gang med, " siger han til Politiken.
Og det gælder faglærte og såvel som ufaglærte.
54-årige Steen Hartvigsen skiftede fabriksarbejdet ud med en uddannelse som sosuassistent, da virksomheden flyttede produktionen til Kina
"Før sad jeg og lavede huller i bøtter. Nu hjælper jeg mennesker og får smil og klem igen. Jeg ved ikke, hvorfor vi mænd er så længe om at se værdien i det," siger Steen Hartvigsen, der opfordrer andre mænd til også at tage springet fra arbejdsløshed til et klassisk kvindefag, til Politiken.
Kilde: Politiken