Der er masser af ledige stillinger i Malmø, og masser af ledige håndværkere i Danmark.
Derfor indgår Københavns Kommune nu et formelt samarbejde med Malmø Jobcenter, skriver Berlingske.
Og efter sommerferien vil arbejdsløse håndværkere blive sendt med bus over sundet for at møde svenske arbejdsgivere.
Ifølge Københavns kommune er der 1.500 ledige stillinger på den anden side af Øresund, og derfor skal danske håndværkere have et kærligt men bestemt skub.
"Da der var højkonjunktur i Danmark, kom svenskerne hertil i hobetal. Danskerne er for længe om at søge den modsatte vej," siger beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) til Berlingske.
Hun mener, at den mentale barriere for at søge job i Sverige er stor.
Københavns Kommune afholder i dag en konference med repræsentanter for fagforeninger og jobcentret i Malmø og København.
Målet er at skabe et fælles arbejdsmarked i Øresundsregionen. Første skridt er at afholde en række rekrutteringsmøder, hvor store svenske byggekoncerner kan møde danske håndværkere.