Mens det store opsving lader vente på sig i Danmark, så buldrer norsk økonomi lystigt derudaf.
Den norske centralstatistik anslår, at arbejdsmarkedet vokser med 220.000 nye job frem til 2014.
Det skriver Aftenposten.no
"Der er bred vækst i efterspørgslen i norsk økonomi. Både det private forbrug og investeringerne vil vokse stærkt," siger statistikchef Hans Henrik Scheel til Aftenposten.no.
Væksten bliver stærkest i den private sektor. Og især inden for olievirksomheder, industri, erhvervsliv boliger og vandkraft vil der blive behov for udenlandsk arbejdskraft.
Og rygtet om job i Norge er for længst nået vidt omkring.
Lakseopdrætteren Robert F. Jørgensen i Troms har ti nye job, der skal besættes. Og han får dagligt henvendelser fra udenlandske arbejdssøgende. De fleste fra Østeuropa.
"Det er stort set umuligt at få arbejdskraft lokalt. Mit indtryk er at opdrætterne langs kysten kæmper med at finde arbejdskraft i nærområderne," siger han til Aftenposten.no.
Kilde: Aftenposten.no