Snart har en 19-årig dansker været fem dage alene i den svenske ødemark uden forsyninger.
Alligevel håber politiet fortsat at finde den danske friluftsmand i live. Eftersøgningen har stået på hele weekenden og fortsætter med uformindsket styrke mandag, oplyser svensk politi.
- Begge helikoptere, patruljerne på jorden og flere hundeførere har søgt siden klokken syv i morges. Vi stoppede først weekendens eftersøgning lidt over klokken et i nat, siger Stina Lindmark, informationsmedarbejder ved Norrbotten Politi, til Ritzau.
Tidligere har dis og regn gjort eftersøgningen svær fra luften, men nu har helikopterne et fint udsyn. Samtidig er der omkring 15 graders varme i fjeldområdet i det nordlige Sverige.
De svenske myndigheder har ledt efter danskeren, siden han forsvandt på en ellers ukompliceret rute onsdag i sidste uge. Han havde sammen med sin danske kammerat netop forladt Kutjaure fjällstuga, og de to slog fælles lejr to til tre kilometer væk.
Den efterlyste dansker besluttede sig for at tage en tur til Allak-toppen, mens hans kammerat blev tilbage ved lejren. Da den 19-årige ikke var vendt tilbage fem timer senere, blev kammeraten urolig og kontaktede politiet.
Politiet har undersøgt alle hytter i området og vurderer derfor, at danskeren må være ude i det fri. Og der kan han sagtens overleve et stykke tid endnu, vurderer Harry Sepp, overlevelsesekspert for organisationen Civilförsvarsförbundet i Sverige.
Søndag fandt politiet en 69-årig mand, som også var faret vild i området. Tidligere på sommeren fandt politiet en 68-årig mand i vildmarken efter to uger på egen hånd.
Politiet vil ikke udelukke, at den 19-årige kan være kommet til skade.
Der er ikke taget nogen beslutning om, hvor længe eftersøgningen vil fortsætte, oplyser svensk politi.
/ritzau/