Et ledende medlem af al-Qaeda blev søndag dræbt ved et amerikansk droneangreb i det nordvestlige Pakistan. Det oplyser en militærtalsmand til nyhedsbureauet Reuters.
Den dræbte er Mohammad Ahmed Almansoor, der blev dræbt, da det ubemandede fly åbnede ild mod et hus i landsbyen Miranshah. Byen ligger i det nordlige Waziristan.
Ved angrebet blev tre andre, der var til stede i huset, også dræbt.
Det er anden gang på tre dage, at amerikanske droner dræber et ledende medlem af al-Qaeda.
Torsdag gik det ud over al-Qaeda-kommandanten Abu Zaid, der blev betragtet som en af den militante islamistiske gruppes mest magtfulde medlemmer. Abu Zaid blev også dræbt ved et droneangreb i det nordvestlige Pakistan.
Al-Qaeda vurderes at stå svagere i både Afghanistan og Pakistan efter drabet på Osama bin Laden i maj 2011.
/ritzau/Reuters