LeBron James var den store profil, da Cleveland Cavaliers natten til tirsdag tog endnu et vigtigt skridt i bestræbelserne på at få revanche fra nederlaget i NBA-finalen sidste år.
I den første kamp i kvartfinaleserien mod Atlanta Hawks vandt sidste års nummer to relativt problemfrit med 104-93.
LeBron James scorede 25 point og bidrog derudover med ni assister og syv rebounds.
Cleveland viste overskud efter den gode uges pause, som var resultat af en samlet 4-0-sejr i serien mod Detroit Pistons i den foregående slutspilsrunde.
Atlanta måtte ud i seks kampe mod Boston.
- Man kunne se, at de har været igennem en længere serie end os, siger LeBron James ifølge AFP.
Han bemærker, at pausen gav tid til hvile i en lang og anstrengende sæson, men at pausen samtidig har stillet krav til træningen i forhold til at holde kadencen.
- Otte dage er lang tid, men vi prøvede at gøre, hvad vi kunne, for at holde rytmen og for at holde os i form.
Kvartfinalerne i NBA spilles som bedst af syv kampe.
/ritzau/