Man skulle ikke tro det fra mediernes dækning, men der er faktisk hele 12 kandidater til det franske præsidentvalg. De fleste af de andre kandidater er dog outsidere, hvis vinderchancer er minimale. Tre af dem er revolutionære kommunister og en enkelt, José Bové, er en kendt globaliseringsmodstander. Bové er blandt andet dømt for at smadre en McDonald s.
Den eneste af outsiderne med en reel chance er den fremmedfjendske nationalist Jean-Marie Le Pen, der i 2002 overraskede alle og gik videre til anden runde af valget. Le Pen har i øjeblikket 10-15 procent af stemmerne i meningsmålingerne.
»Sidste gang stemte folk på ham i protest, men det tror jeg ikke, vi ser igen i samme omfang. Jeg tror ikke på ham denne gang,« siger Frankrig-eksperten Mette Zølner.
Men selv om ingen af de små kandidater bliver præsidenter, påvirker de alligevel valget. I 2002 kom socialisten Lionel Jospin ikke med i anden runde af valget, blandt andet fordi venstrefløjens kandidater stjal mange stemmer.
»På den måde har de en effekt. Derfor har socialisterne opfordret til, at man skal stemme fornuftigt denne gang. Det vil sige at stemme på de store partier, så venstrefløjen ikke ender med kun at kunne vælge mellem to kandidater fra højrefløjen,« siger Mette Zølner.