Der er ikke noget at sige til, hvis du syntes, det var usædvanligt koldt i morges, da du skulle til bageren. Lørdag morgen slog vi nemlig kulderekorden for de seneste par år – ved Horsens var temperaturen helt nede på minus 11,8 grader.
Og det er generelt i Jylland, det har været koldest – I Nordjylland krøb temperaturen ned på 11,3 minusgrader. Så koldt har det ikke været siden marts 2018.
Det gode ved de dybfryseragtige temperaturer er, at det mange steder er en fantastisk flot lørdag med høj sol og ingen vind. Der i den grad inviterer til en lang gåtur, hvis man altså klæder sig ordentligt på.
Men det er med at nyde det flotte, kolde vejr. Vi kan se frem til endnu en iskold nat, og søndagen skulle også blive ganske kølig. Men så vender det, når en front passerer landet i løbet af mandagen. På bagsiden af den er der lunere vejr, der sender temperaturen op over frysepunktet igen.
Så næste uge bliver mild for årstiden – helt op til ni grader onsdag og torsdag. Og så vender vinden også tilbage og kan ved vestkysten blive af kulingstyrke.