Skal vi have mere velstand, er svaret lavere skatter. Det giver nemlig langt mere velstand at sænke skatterne end at bruge pengene på at bygge veje, nye skoler og flere jernbaner.
Det er den opsigtvækkende konklusion i en af de første analyser, der sammenligner effekterne af skattelettelser og offentlige investeringer, skriver Politiken.
Velstanden i samfundet kan ifølge analysen øges med 1,98 kroner for hver krone, der bruges på at sænke topskatten. Derimod giver en krone til offentlige investeringer kun 1,28 kroner i øget velstand.
Men lad nu alligevel være med at skrue ned for de offentlige investeringer, siger chefanalytiker i AE Rådet Frederik Pedersen, der i øvrigt stiller spørgsmålstegn ved undersøgelsen.
"Skattelettelser kan give langsigtede positive effekter, men det kan offentlige investeringer også. Derudover må man sige, at det er baseret på en undersøgelse fra 1996, og verden ser helt anderledes ud i dag," siger Frederik I. Pedersen til Nyhedsbureauet Newpaq.
"Vi har betydeligt flere arbejdsløse, og den gennemsnitlige arbejdstid ligger også betydeligt højere i dag, så derfor er det ikke givet, man vil få de effekter," fortsætter han.
Professor ved Copenhagen Business School og tidligere økonomisk vismand Jan Rose Skaksen står sammen med to andre økonomer bag analysen. Den er lavet for projektet Danmarks Konsensus, der løber over de næste fem uger og er arrangeret af Politiken og Copenhagen Consensus med adjungeret professor Bjørn Lomborg i spidsen.