At Martin Laursen er en målfarlig herre har han vist flere gange denne sæson, og da det i dagens sene kamp i Premier League mellem Aston Villa og Tottenham lignede en pointdeling steg den danske forsvarer til vejrs og headede hjemmeholdet på sejrskurs.
Dagens scoring var Laursens femte i denne sæson og med dagens sejr på 2-1 over Tottenham på Villa Park i Birmingham rykker holdet op på sjettepladsen.
Kampens øvrige mål blev scoret af Olof Mellberg og Jermain Defoe.
Efter kampen var Aston Villa-manager Martin O Neill fuld af lovord om danskerens indsats.
- Vi har haft nogle hårde kampe på det seneste, og jeg frygtede, at
vores energiniveau ville dykke, men i truppen er der en fantastisk
moral, og ingen er mere indbegrebet af den end Martin Laursen. Han var
fantastisk, helt fantastisk. Han kommer frem og scorer det afgørende
mål, men hele hans indsat var til topkarakter, lød det rosende fra Martin O Neill.