Skuespiller Laura Drasbæk og hendes kæreste Lasse Spang Olsen, fandt for et år siden kærligheden igen, efter tre år fra hinanden. Parret har dog ingen planer om at flytte sammen igen.
Det fortæller Laura Drasbæk til Kendte.dk.
Kærligheden stortrives selv om parret ikke ses i det daglige.
- Det er meget befriende, at jeg selv kan bestemme over min tid. Jeg ser Lasse, når jeg virkelig har lyst og brug for det. Jeg synes, vi har et rigtigt godt liv alligevel, siger Laura Drasbæk til mediet.
Skuespilleren og den 10 år ældre instruktør og stuntmand blev officielt kærester i 2011 og var sammen indtil 2018. De fandt sammen som kærester igen i begyndelsen af sidste år, men stod først offentligt frem sammen i sensommeren.
Både Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen har store børn fra deres tidligere forhold.
48-årige Laura Drasbæk er for øjeblikket aktuel i TV2-serien "Sommerdahl".