Håndboldlandstræner Ulrik Wilbek er en bekymret mand lige nu, selvom hans hold lørdag vandt 29-28 over Kroatien ved Golden League-stævnet i Oslo.
Landstræneren så i første halvleg Kiel-spilleren Rasmus Lauge blive ført ud af hallen, efter at han tilsyneladende havde pådraget sig en skade i menisken.
- Det ser ikke godt ud. Menisken er altid noget skidt, siger Ulrik Wilbek til TV2.
Golden League fungerer som optakt til EM i Danmark om to måneder. Her forventes Rasmus Lauge at spille en hovedrolle, hvis han altså er skadesfri.
Landstræneren så sit hold vende et truende nederlag til sejr i kampens slutfase.
- Trods megen modgang bliver vi ved med at komme igen. Det er ikke første gang, vi har vundet med et mål efter at have været bagud.
- Det er fint nok, men det er ærgerligt med to stamspillere, der er skadet lige op til EM, siger Ulrik Wilbek.
Nikolaj Markussen blev for nylig skadet i akillessenen og kommer ikke med til EM.
Danmark vandt fredag 33-29 over Frankrig i den første kamp ved Golden League.
Lørdag venter værterne, Norge, i den sidste kamp.
/ritzau/