Skjern havde langt de fleste føringer i kampens første 20 minutter af søndagens Champions League-kamp hjemme mod Flensburg-Handewitt, men da alle 60 minutter var afviklet, stod det tyske hold som vinder med 31-24.
Landsholdsspilleren Rasmus Lage var den store strateg hos Flensburg, der så sig nødsaget til at skifte taktik en tredjedel inde i kampen.
- Skjern gav os problemer i starten og stod benhårdt og kompakt i forsvaret, og vi kom ikke til gode chancer.
- Samtidig fungerede deres 7 mod 6-spil mod vores 6-0-forsvar, så det var i virkeligheden først, da vi med 10-12 minutter tilbage af første halvleg ændrede vores formation til 5-1, at vi gav dem kæmpe problemer kampen ud.
- Vi fik nemme mål på kontra og kom i gode positioner. Torbjørn (Bergerud, red.) tog nogle bolde i målet, og det gjorde det hele meget nemmere, og så byggede vi bare på føringen i stedet for at ryste på hånden, siger Lauge.
I den tyske Bundesliga har Flensburg maksimum point i toppen efter 14 runder, men anderledes svingende har holdet været i Champions League.
Holdet har roteret i opstillingen til nogle af kampene, og det har givet nogle overraskende pointtab, så Flensburg inden søndagens opgør blot havde seks point for otte kampe ligesom Skjern.
- En gang imellem bliver man nødt til at fordele spillerressourcerne. Nu er vi blevet nødt til at gå all-in i Champions League, fordi vi ikke fik fire point i banken mod Zagreb og Celje.
- Der er lige pludselig kommet tryk på os, så det var nogle forbandet vigtige point at få i Skjern, lyder det fra Rasmus Lauge.
/ritzau/