Døre lukkes, og døre åbnes på klem for Michael Laudrup i disse dage. Efter afvisningen af Huelva er bedste bud på en ny klub til den tidligere Brøndbytræner den lille Madrid-klub Getafe.
Problemet er bare, at tyskeren Bernd Schuster stadig sidder i klubbens trænersæde, mens han afventer situationen i Real Madrid. Bliver italieneren Fabio Capello fyret hos de spanske mestre senere på ugen, er det tæt på faktum, at Bernd Schuster tager over. Og det ledige trænersæde i Gefafe kan så meget vel blive besat af Michael Laudrup.
»Det er så godt som sikkert, hvis Schuster skifter til Real Madrid,« siger journalisten Guillermo Lopez fra El Pais.
Samme avis har dog citeret anonyme kilder i Real Madrid for, at klubbens serbiske sportschef Pedrag Mijatovic har kastet sin kærlighed på Laudrup – men måske er det blot måske for at presse Schuster til at sige op i Getafe.
Skulle Real Madrid alligevel vælge at beholde Fabio Capello, der netop har brudt Barcelonas mesterskabsrække, så kan det til gengæld blive svært for Michael Laudrup overhovedet at finde en spansk klub at stå i spidsen for den kommende sæson.
Betis en mulighed
En mulighed har været den lille nordspanske klub Racing Santander, der står uden træner. Men her præsenteres den tidligere Recreativo de Huelva-træner Marcelino García Toral formentlig i dag. Det lukker én dør, men åbner en anden. For Marcelino var et brændvarmt navn i Real Betis, indtil hans forhandlingerne med klubben gik i hårklude.
Laudrup takkede efter sigende nej til Betis præsident Manuel Ruiz de Lopera i december, men to uger tilbage har danskerens agent Bajram Tutumlu efter sigende tilbudt sin klient til Betis, som kan friste med flere penge, langt flere tilskuere og større potentiale end Getafe. Men Sevilla-klubben skulle foretrække at forfremme den 65-årige ungdomstræner Paco Chaparro.
Deportivo La Coruña valgte forleden en spansk træner, og heller ikke i Athletic Bilbao, hvor trænersædet også er ledigt, er Laudrup førstevalg.