Swansea og manager Michael Laudrup imponerede mange, da waliserne i lørdags åbnede Premier League-sæsonen med en flot 5-0-udesejr over Queens Park Rangers.
Også den danske landstræner, Morten Olsen, har bidt mærke i sin tidligere assistents fine start i det engelske.
- Det var kun en kamp ud af mange, kan man sige, men det er vigtigt både som træner og spiller at komme godt fra start, og det må man sige, at Swansea og Michael er kommet.
- Det glæder vi os alle sammen over. Det skal vi som danskere glæde os over, siger Morten Olsen.
Hvis Michael Laudrup - den første manager i Premier League nogensinde - fortsætter succesen, kan det åbne døre for andre danskere med udlandsdrømme, håber landstræneren.
- Konkurrencen er blevet utrolig stor, fordi der bliver uddannet og udklækket så mange trænere i de forskellige lande, både tidligere spillere og andre nysgerrige folk, som dygtiggør sig.
- Så det bliver sværere at komme ud som udlænding, men du har ret i, at hvis der er én person fra et lille land, der gør det godt, så skaber det altid noget opmærksomhed om trænere og spillere fra personens land, lyder det fra Morten Olsen.
/ritzau/