Hvad der blot skulle have været en træningskamp som optakt til den kommende russiske fodboldsæson, udviklede sig overraskende voldsomt torsdag aften.
Michael Laudrups Spartak Moskva var oppe imod polske Wisla Krakow, men kampen endte i et masseslagsmål, der involverede spillere fra begge hold.
Laudrup var ikke selv involveret i løjerne, og så vantro til, mens spillerne gik løs på hinanden.
"Vi rejser jo meget frem og tilbage for tiden. Det her er vores tredje tur siden 15. januar i et forsøg på at dele turene lidt op, så det ikke blev et par megalange ture på 20-25 dage. Bortset fra den her episode synes jeg, at det er gået rigtigt godt på den måde," siger Michael Laudrup til TV2 Sporten efter kampen.
Træningsopgøret endte 1-1.