Når næste sæson i Superligaen skydes i gang til sommer, bliver det med en ny styrmand på Viaplays flagskib, ”Onside”. Her bliver Mads Laudrup nemlig manden, der hver uge skal guide seerne gennem stort og småt i Superligaen.
Det skriver Viaplay i en pressemeddelese.
Laudrup har været tilknyttet TV-stationen siden 2016, de seneste år som vært på mandagsprogrammet ”Offside”. Det stopper med udgangen af denne sæson, og i den forbindelse forfremmes han altså.
- Superligaen er hjerteblod for mig. Og det har været fem virkelig sjove år med ”Offside”, som vi ser frem til at lukke godt ned i løbet af foråret, og så glæder jeg mig helt enormt meget til nu at få lov til at være en del af et nyt spændende superligaprojekt på Viaplay ved at tage værtsrollen i Onside på mig, siger han.
– ”Onside” er næsten lige så gammelt som mig selv, så det er med andre ord et program, der har fulgt de danske fodboldfans i årevis. Dem glæder jeg mig til at møde, og jeg glæder mig til give dem mit og resten af holdets bud på, hvilken form søndagens store fodboldprogram skal have i fremtiden.
I samme moment rykker den nuværende vært, Signe Vadgaard, over på stationens Premier Leaugue-dækning. Hun er netop nu på barsel, men vender tilbage til april og gøre sæsonen færdig som ”Onside”-vært.