Den engelske traditionsklub Liverpool FC har forstærket sin midtbane med det walisiske talent Joe Allen, der skifter fra Michael Laudrups klub Swansea City.
Allen har længe været et varmt navn i Liverpool, og da han torsdag aften sad på tilskuerpladserne på Anfield, da Liverpool besejrede hviderussiske Gomel i kvalifikationen til Europa League, stod det klart, at et skifte var nært forestående.
Fredag bekræfter Liverpool så, at klubben har købt den 22-årige midtbanemand, der senest var med på Storbritanniens hold ved OL.
- Det er en fantastisk følelse, siger Joe Allen til Liverpools hjemmeside.
- Alle kender klubbens historie, det er en kæmpeklub, som jeg er lykkelig for at tilhøre, siger han.
Liverpools nye manager Brendan Rodgers var også chef for Joe Allen i sidste sæson, da Rodgers var manager i Swansea.
Nyhedsbureauet dpa gætter på, at Liverpool har betalt en overgangssum til Swansea på omkring 15 millioner pund, svarende til 142 millioner kroner.
/ritzau/