»Og de nominerede er...«
Den sætning bliver sagt 12 gange, når DBU og TV2 Sporten sender et stort anlagt TV-show den 13. november. Showet, der har fået navnet FodboldGalla 2006, bliver tilbagevendende og indeholder 12 kåringer - blandt andet med den bedste danske fodboldspiller gennem tiderne.
»Det bliver et brag af en gallafest for hele Fodbolddanmark - med kåring af de bedste præstationer i 12 forskellige kategorier og med musikalsk underholdning af nogle af tidens hotteste danske navne,« skriver TV2 Sporten og DBU i en pressemeddelelse.
Infernal, Nik & Jay, Julie og fodboldreporterne Bamsen og Ivan (Kirsten Lehfedlt og Søs Egelind) fra TV-satiren Kongeriget dukker op og underholder de 750 gæster i Cirkusbygningen.
De otte nominerede til titlen som den bedste fodboldspiller gennem tiden er Preben Elkjær, Henning Jensen, Brian Laudrup, Michael Laudrup, Morten Olsen, Peter Schmeichel, Allan Simonsen og Jon Dahl Tomasson.
Derudover kårer TV-showet »Årets SAS-liga spiller«, »Årets fodboldspiller«, »Årets talent« - alle for både mænd og kvinder. Derudover kåres »Årets Træner«, »Årets dommer« og »Årets Breddeklub«. Disse kåringer bliver bestemt af en jury. Seere og netbruger bestemmer vinderne af »Årets mål«, Årets fan« og titlen som »Alle tiders danske fodboldspiller.«
De nominerede kan ses på sporten.tv2.dk/fodbold/galla.
Peter Kær og komikeren Sebastian Dorset er værter for showet.