Der går formentlig en rum tid, før Michael Laudrup igen har den spanske offensivspiller Michu til rådighed.
Swansea-spilleren udgik med en skadet ankel i søndagens kamp mod Cardiff, og nu venter der en længere pause.
- Michu har ikke været helt på toppen, og nu er han ude igen i tre eller fire uger, siger Laudrup ifølge South Wales Evening Post.
Klubben har sendt sin stjerne hjem til Spanien i nogle dage for at restituere. Og det er ikke kun anklen, men også knæene, der trænger til hvile.
- Han har ikke spillet op til sit bedste, fordi han også har haft problemer med begge knæ i nogle uger, siger Laudrup.
Efter sidste sæsons 22 ligamål har Michu kun fundet nettet to gange i denne Premier League-sæson.
/ritzau/