Legende let ser det ud, når cheftræner Michael Laudrup dribler rundt og jonglerer med en bold inden onsdagens træning i fodboldklubben Lekhwiya fra Qatar.
Og det er heller ikke svært at lære fra sig, fortæller Laudrup, som har taget værktøjerne med fra sin tid i blandt andet Brøndby, Swansea, Getafe og Mallorca.
- Fodbold er jo universelt. Det er de samme ting, man træner, uanset om man er i Premier League, La Liga, Superligaen i Danmark eller her.
- Det er mennesker, du har med at gøre. Det er fodboldspillere i alle aldre, forskellige nationaliteter og kulturer. De skal behandles lidt på forskellige måder, men der er ikke noget nyt under solen der, siger Laudrup.
Chico Flores er den største stjerne i Lekhwiya, som Laudrup tidligere har arbejdet sammen i Swansea. Den spanske forsvarsspiller har været med til at føre klubben til tops i denne sæson.
- Der er 26 kampe hernede i ligaen, og efter de første 15 ligger vi på en delt førsteplads med 36 point.
- Det må vel siges at være fornemt, 36 point ud af 45. Jeg tror aldrig, at klubben har haft så mange point på det tidspunkt, siger Laudrup.
Lekhwiya er med i den asiatiske udgave af Champions League og kæmper med om mesterskabet i den hjemlige liga sammen med en anden rivaliserende klub.
- Der er ligesom tre store hold og så tre lige under. Vi er to klubber, som ligger i toppen, og vi er begge 11 point foran nummer tre.
- Så det bliver nok et parløb mellem os to i de sidste 11 kampe i turneringen. Og så starter gruppespillet i Champions League, hvor vi er direkte med. Og så har vi to pokalturneringer.
- Vi starter 6. februar og spiller indtil slutningen af maj, så det bliver et meget presset program, for der er også 10 dages landskampspause i slutningen af marts.
- Så det bliver med kampe hver tredje-fjerde dag i de kommende fire måneder, så det bliver intenst, forklarer Laudrup.
- Målsætningen er at genvinde mesterskabet og prøve at gøre det bedre i Champions League, end klubben gjorde sidste år, hvor man røg ud i gruppespillet.
- Vi skal vinde en titel - enten mesterskabet eller Emir Cuppen - pokalturneringen i emirens navn - og så at gå videre fra Champions Leagues gruppespil, lyder ambitionen.
/ritzau/