Heldet og marginalerne er bestemt ikke med Michael Laudrup og Getafe i disse uger. I aftes spillede forstadsholdet 1-1 på hjemmebane mod bysbørnene og Champions League-bejleren Atlético Madrid, men var det ikke for et brændt straffespark af Ruben De La Red i slutminutterne, havde Getafe for første gang i 10 kampe smagt sejrens sødme. Det ærgrer Laudrup.
»Efter at have overværet kampen er uafgjort i underkanten. Vi havde fortjent at vinde, særligt i anden halvleg. Man begynder igen at se det sande Getafe-hold efter i søndags (1-3-nederlag til bundproppen Levante, red.). Nu har vi en uge til at hvile og lade batterierne op igen,« siger den danske træner ifølge sportsavisen Marca.
Laudrup fortrøstningsfuld
Trods et massivt overtag i 90 minutter er Laudrups mandskab med det ene point stadig en del af bundsuppedasen med fire point ned til Zaragoza under stregen inden de fire sidste kampe.
Men redningen kom tættere på, mener Michael Laudrup.
»Det vigtige er at blive det hold, som alle kender, igen efter de seneste uger, og det var vi i dag. Jeg ser med fortrøstning på de sidste kampe, og jeg er sikker på, at vi fortsætter kursen fremad,« sider han.
I aftes sørgede Jon Dahl Tomassons Villarreal med en sejr for, at Real Madrid ikke kunne genvinde mesterskabet i kampen mod Athletic Bilbao, der sluttede efter Nyhedsavisens deadline.