Det er onsdag aften i Spanien. Kampuret står på 81. minut og Getafe er godt på vej til at ride stormen af mod Racing Santander og dermed sikre sig adgang til den spanske fodboldpokalfinale.
Så sker dette:
Santanders Ezquiel Garay lægger sig ned på banen og signalerer, at han er skadet. Men inde på midtbanen stormer Getafes spillere videre. Og da angriberen Francisco Casquero får bolden, placerer han den til Santander-spillernes store fortrydelse i målet.
1-1. Og Getafe er få minutter senere videre til finalen.
Santander-spillerne protesterer vildt. Er det ikke fair play at sparke bolden ud, når en modstander er skadet, råber de.
Nej, mener Getafes danske træner, Michael Laudrup.
- Jeg tror ikke, at Albin (der lagde op til målet, red.) ser, hvad der sker. Derfor er scoringen fair, siger han til den spanske sportsavis Marca.
Laudrup anerkender dog, at man skal sparke bolden ud af banen, når en spiller bliver skadet.
- Men det kommer an på, hvor slemt det er. Hvis vi gør det hver gang, kan vi jo ikke lave andet, siger Laudrup.
I pokalfinalen venter enten Valencia eller Barcelona. De spiller deres anden semifinalekamp i aften i Valencia. Den første endte 1-1.