Nyhedsavisens udsendte medarbejder
GETAFE, MADRID: Michael Laudrups spanske klub Getafe fortsatte søndag aften i præcis samme spor som i de første fem kampe i den spanske lige: massevis af chancer men ingen mål. Denne gang sneg Real Madrid sig hjem fra Madrid-forstaden med en 1-0-sejr, der var helt i mod spil og chancer.
- Jeg er stolt af mit hold. I tre fjerdedele af kampen var vi fænomenale mod et af Spaniens og Europas bedste hold. Men vi har ikke heldet, og det er utroligt. Det er ondt, det er hårdt, men sådan er fodbold, sagde en skuffet men fattet Michael Laudrup efter kampen.
Han tror fortsat fuldt og fast på sit unge hold og på sin offensive filosofi.
- Jeg har sagt det før. Når vi har kvaliteten og spillerne har lyst til at spille og til at lære, så skal vi nok rejse os. Vi fortsætter, og når først målene kommer, er jeg sikker på, at vi får sejrene, sagde han.
Den danske træner fik midt i nedturen en smule støtte fra sin forgænger Bernd Schuster, som nu står i spidsen for Real.
- Sådan er fodbold nogle gange, og Getafe skal nok komme ud af denne situation, sagde han og erkendte, at Reals sæson trods fem sejre ud af seks har været en skuffelse.
- Vi vinder kampene, men man kan diskutere måden. Meningen er, at spillet skal bliver bedre hen ad vejen, sagde Schuster.