Raúl, Sneijder, Cannavaro og otte andre stjerner mod Braulio, Licht, Mario og otte andre ubeskrevne blade. Logikken siger, at Michael Laudrups pointhungrende Getafe-mandskab bliver kørt over af Real Madrid i lokalderbyet i morgen aften.
Men historien siger noget andet: de seneste tre sæsoner er opgøret på ’Coliseum’ i Getafe endt 2-1, 1-1 og 1-0 i underhundens favør.
Og det kan ske igen, selv om Getafe endnu har sin første sæsonsejr til gode, og Real topper tabellen.
?Sidste år vandt vi 1-0 her, og det tror jeg, vi kan gøre igen. Vi spiller på hjemmebane, vi har spillere med store kvaliteter, og dem skal vi udnytte uden af glemme det andet hold,? siger Michael Laudrup.
Vil give selvtillid
Og det andet hold er byens storklub Real Madrid, hvor den danske træner havde en af sine storhedstider som spiller fra 1994 til 1996.
Men det betyder ingenting i morgen, siger Michael Laudrup.
?Det er mere specielt for fansene og måske også for spillerne. Det, der er vigtigere for mig nu, er, at hvis vi kan vinde vores første kamp, og vinde den mod Real Madrid, så vil det give endnu mere selvtillid og moral,? siger han.
Selv om de forsvarende mestre fra Real har indledt sæsonen med fire sejre og en uafgjort, har spillet ikke været prangende, og kritikken mod den nye træner Bernd Schuster fylder allerede spalterne i de spanske sportsaviser. Senest sejrede de hvidblusede torsdag aften 2-0 over Real Betis i en kamp, der kunne være gået begge veje.
Savner koncentration
Men Real besidder i den grad et topholds evne til at slå til, når chancen byder sig. I modsætning til Getafe, som blot har nettet tre gange i de første fem kampe.
?Det er svært at skjule, at vi mangler mål. Det er fint, at vi spiller godt og skaber chancer, men vi mangler at udnytte dem. Det er et spørgsmål om opmærksomhed og koncentration foran mål,? siger Michael Laudrup.