Michael Laudrup lever fint med, at Swansea på hjemmebane måtte nøjes med et enkelt point i 0-0-kampen mod Liverpool.
Den danske manager overværede nemlig en meget jævnbyrdig affære.
- Jeg synes, det var et godt point, og jeg mener, at vi fortjente det, siger Laudrup til Sky Sports.
Selv om Swansea lagde bedst ud og dominerede indledningen, så fik Liverpool tilspillet sig flere store chancer. Blandt andet ramte Raheem Sterling overliggeren før pausen.
- De skabte flere chancer end os i første halvleg, men vi fik også selv forsøgt os, og jeg er meget tilfreds med præstationen.
- Når man står over for spillere som Luis Suarez og Steven Gerrard, så ved man på forhånd, at de altid kan skabe noget, men det synes jeg, at vi håndterede godt, fortæller den 48-årige danske manager.
Laudrups midterforsvarer Ashley Williams havde før kampen kritiseret Luis Suarez for at filme for meget, men det uvenskabelige forhold mellem dem fik ifølge Laudrup ikke betydning for kampen.
- Der har været meget snak om Suarez og Ashley, og i dag så vi to gutter, der forsøgte at gøre deres bedste.
- Suarez lavede nogle gode ting, men nok mindre end han plejer, fordi han spillede over for to forsvarsspillere, der gjorde det meget godt, siger Michael Laudrup.
Swansea har 17 point efter 13 spillerunder i Premier League, hvilket rækker til en niendeplads.
Liverpool har et point færre på 11.-pladsen.
/ritzau/