Getafe med den danske duo Laudrup og Jensen ved roret har hårdt brug for forstærkninger, hvis ambitionen om at kunne drille de store i spansk fodbold skal indfries.
Ovenpå weekendens blamerende hjemmebane-nederlag på 0-3 til Valladolid ser det ud til, at Michael Laudrups ønske om nye spillere bliver opfyldt. I hvert fald er præsidenten i Getafe, Angel Torres, ifølge B.T. klar til at udskrive en check på 75 millioner kroner til indkøb af nye spillere.
Laudrup har allerede afleveret sin ønskeseddel, og efter en pokalkamp senere på ugen mod Levante skal præsident og træner mødes for at snakke tingene igennem.
- Det er klart, at vi er nødt til at kigge på, hvordan vi undgår præstationer som dem mod Valladolid. Det er vigtigt, at vi får lagt en plan for resten af sæsonen, siger Torres til radiostationen Onda Cero.
En af de spillere, som Laudrup har i kikkerten, er angiveligt Real Madrid-spilleren Roberto Soldado, som kan bruges både på kanten og helt fremme.
Getafe ligger for tiden nummer 12 i Primera Division med 21 point og en negativ målscore på 19-24. Der er kun tre point ned til Betis under stregen, mens der er otte point op til Santander på den ene af de to pladser, der giver adgang til UEFA Cuppen.