Hvornår er Getafe-ledelsens tålmodighed med Michael Laudrup brugt op? Gøres det endelige regnskab op om en måned? Eller allerede næste søndag?
Svaret kender kun klubpræsident Ángel Torres, for han træffer enerådigt alle vigtige beslutninger i den lille Madrid-klub. Og heldigvis tyder en del på, at han er fuld af fortrøstning, selv om de første syv kampe i sæsonen blot har givet to point.
Ingen bekymring
Godt nok måtte præsidenten ifølge sportsavisen AS lægge øre til en vis bekymring over Laudrups resultater og hans ’bløde’ facon på et bestyrelsesmøde i klubben i onsdags, men at fyre danskeren vil være et stort nederlag for Ángel Torres.
- Laudrup er Ángel Torres’ personlige projekt, og han udtrykker fortsat sin ubetingede tillid. De har ikke haft heldet, men holdet spiller godt og er teknisk stærkere end mange af de andre mindre hold. Jeg tror ikke, at Laudrup har nogen grund til at være bekymret lige nu, siger Guillermo López, som dækker Getafe for Spaniens største avis El País.
Større navne fyret
Og at præsidenten holder hånden over Michael Laudrup er et stort held, mener Morten Bruun, som følger spansk fodbold tæt på Kanal 5.
- Det betyder utrolig meget at være præsidentens mand, og det er Laudrup i meget høj grad. For det er i den grad Ángel Torres, der har hentet ham, siger Morten Bruun, der hæfter sig ved, at den lille Madrid-klub ikke har tradition for at fyre sine trænere.
Men de kommende kampe bliver afgørende.
- Laudrup er et godt navn, men større navne er altså hældt ud i Spanien. Taber de alle kampe i den kommende måned, så er hans job i alvorlig fare, vurderer Morten Bruun.