Michael Laudrup ønsker et så stærkt Swansea-hold som muligt, når den walisiske fodboldklub skal forsøge at leve op til sidste sæsons 11.-plads i Premier League.
Den danske manager er dog ikke bekymret over rygterne om, at hans forgænger i managersædet, Brendan Rodgers, ønsker at tage Swansea-spilleren Joe Allen med til sin nye arbejdsplads, Liverpool.
- Jeg ønsker, at Joe skal blive her, for han er meget vigtig for holdet, siger Michael Laudrup ifølge Sky Sports.
22-årige Joe Allen var i sidste sæson en dominerende figur på Swanseas midtbane.
- Så vidt jeg ved, har vi intet hørt fra Liverpool. Hvis det er andet end rygter, er jeg sikker på, at formanden (Huw Jenkins, red.) vil tale med mig om det, siger danskeren.
Michael Laudrup har inden for de seneste dage hentet hollænderen Jonathan de Guzman og spanieren José Manuel Flores til klubben.
/ritzau/