Når Michael Laudrup flytter sig selv og familien til Moskva, så starter jobbet som træner med det samme. Men alt det praktiske er der ikke rigtigt styr på.
Til Ekstra Bladet fortæller han, at familien endnu ikke har fundet et hjem.
- Aner det ikke. Vi har ikke set på hus endnu, men det vil ske meget hurtigt, svarer Laudrup på spørgsmålet om, hvor det fremtidige hjem skal være.
Herudover afviser Laudrup, at det bliver nødvendigt med ekstra sikkerhed på grund af hooligans.
- Jeg har gennemdrøftet situationen med Valery Karpin, direktøren, der har en fortid i spansk fodbold. Han garanterer, at det ikke er nødvendigt. Det er i hvert fald slet ikke et tema, jeg har i tankerne, når jeg i dag sætter fødderne på russisk jord.
Michael Laudrup fortæller også, at familien var med indover beslutningen om at flytte til Moskva.
- Jeg sludrede med familien om den russiske interesse, og da alle fandt det spændende, og jeg fik opbakning, var alt hurtigt på plads. Det bliver spændende, men sikkert også hårdt, for efter tre år med andenpladser og manglende international succes kræver både ledelse og fans formentlig, at jeg kan gøre en forskel.